Når underjordisk ekspertise og planlægning baner vejen
For et stykke tid siden bragte vi historien om en utraditionel fiberudrulning, som Petri & Haugsted er ved at afslutte i Sorø Kommune, hvor vi har gravet cirka 120 km forsyningstracé og realiseret mere end 700 kunder siden opstarten i foråret 2019. Vi beskæftiger os dog ikke kun med kommunenet, men etablerer også et sted mellem 30 og 50 private fiberforbindelser for TDC NETs kunder hver eneste dag via vores samarbejde i Fiber og Anlæg I/S.
Siden 1945 har Petri & Haugsted arbejdet for TDC og de fleste andre aktører på det danske fiber- og telemarked. Vi er derfor bekendte med de mange underjordiske udfordringer, man kan støde på i etableringen af fibernet, og løser dem effektivt via nyeste teknologi og fleksible arbejdsmetoder – herunder spuling, styret underboring og gennempresning med raket.
Med vores ekspertise i ryggen arbejder vi løsningsorienteret for at sikre et ordentligt flow i udførelsen af de mange fiberstik, som etableres på daglig basis. Når opgaven kommer ind, har vi blot fem dage til at levere stikket, og det stiller høje krav til planlægningen og samarbejdet på tværs af organisationen – helt fra kontoret til graveren. Desuden er vi meget bevidste om vores ansvar over for kunden (i dette tilfælde TDC), der handler om at skabe en god oplevelse for deres kunder på baggrund af en behagelig dialog og et veludført arbejde.