Ombygningen af Brøndby Stadion – et millenniumbyggeri
Petri & Haugsted har længe haft et nært forhold til Brøndby Idrætsforening. Udover et mangeårigt sponsorsamarbejde har vi haft en direktør, som har siddet som formand i foreningen. Derfor gav det god mening, at vi fik lov til at byde på opgaven, da det i slutningen af 90’erne blev besluttet, at Brøndby Stadion skulle ombygges og kapaciteten udvides med 14.500 tilskuere.
I et konsortium med E. Pihl & Søn lykkedes det Petri & Haugsted at vinde den omfangsrige hovedentreprise, der blev påbegyndt i starten af 1999. I egenproduktion forestod vi jord-, kloak- og belægningsentrepriserne og havde samtidigt ansvaret for alle installationsfagene, mens E. Pihl & Søn stod for de tunge konstruktioner.
Den største udfordring ved opgaven var, at det eksisterende stadion skulle holdes i drift i hele byggeperioden. Det fungerede således, at stort set alt undtagen de fire oprindelige tribuner blev revet ned – herunder kontorfaciliteter og sponsorlokaler – og derefter startede arbejdet med at etablere tribuner, trappetårne, tagkonstruktion m.m. Det betød, at vi før hver kamp måtte bruge flere dage på at gøre byggepladsen sikker, så folk kunne færdes i områderne. En opgave, som blev løst i tæt samspil med Brøndby Idrætsforening, som var meget proaktive i hele forløbet.
Det ombyggede stadion, der fremstår som en lukket arena med halvtag over tilskuerne, blev indviet d. 22. oktober 2000, hvor det blev betragtet som et af de flotteste og mest moderne i Norden. Fagbladet Byggeri pegede også på Brøndby Stadion som vinder af konkurrencen ’Udvalgte Byggerier 2000’.